RUDOLPH TEGNERS MUSEUM
DRONNINGMØLLE
Midt imellem Gilleleje og Hornbæk, finder vi naturskønne Dronningmølle. Udover at være endnu en af Danmarks dejlige badebyer, så har Dronningmølle også en anden særlig oplevelse at byde på.
Vi pakker badetøjet ned, og hopper i et par gode sko i stedet for – turen går nemlig til det naturfredede Rusland og Rudolph Tegners statuepark.
Områdets navn, Rusland, er givet på baggrund af stedets distancering fra omkringliggende ejendomme, og har været fredet siden 1935. Arealet strækker sig over knapt 300 hektar, hvilket også medvirker til hvor særligt et indtryk, det gør på dig.
Når først du får begivet dig ud på de små stier rundt omkring i terrænet, føler du dig pludselig helt lille og overvældet. Det store, grønne og overdådige område er så idyllisk og fredfyldt, at du næsten bliver væltet bagover.
Videre på stierne møder du Rudolph Tegners 14 helt ekstravagante statuer, der virkelig formår at indtage stedet. Statuerne står særligt i kontrast til den ellers organiske natur, der ligger omkring dem, med deres bronzestøbte kroppe og forhøjede sokler af sten. Flere af statuerne repræsenterer et af Tegners største projekter, Livets Port, som er bestående af en længere række værker fordelt ud i både parken og på museet.
Det er uden tvivl en unik oplevelse at bevæge sig rundt mellem disse fantastiske statuer. Ikke blot på baggrund af historien og håndværket bag dem, men særligt også fordi de befinder sig på et kæmpestort areal af græs, lyng og fyrretræ.
Der er fri adgang til Rudolph Tegners statuepark, men for at opleve hans værker i selve museumsbygningen, opkræves der entré.